Leif Zieglers forord – jeg kom til Ramløse ved en tilfældighed

Leif Ziegler

Leif Ziegler kigger ud over markerne

Jeg er født i 1945 og opvokset på Nørrebro i København. Da jeg var færdig med skolen fik jeg ansættelse i et belysningsfirma, som lå i den indre by i København. Firmaets omsætning voksede år efter år. Der var mange ansatte, og da man var kommet op på 3 repræsentanter, som rejste rundt i Danmark, var det på tide at finde en byggegrund, hvor man kunne opføre en fabrik til at producere lamperne. Byggegrunden blev fundet på Smedevej i Helsinge.

Det var helt naturligt, at jeg flyttede med til Nordsjælland, og jeg så mig rundt omkring. Ram-løse-Annisse kommune havde nogle grunde til salg ved møllen på begge sider af Frederiksværk-vej. Jeg valgte en grund, som lå for enden af Møllevænget, og her ville jeg få en god udsigt over det åbne landskab.

Det gik ikke fremad for belysningsfirmaet, tvært imod. Globaliseringen var sat ind, og man kunne købe lamper til en brøkdel af prisen på den anden side af jorden. Det var svært at hamle op med. Firmaet fik ikke råd til at bygge og blev derfor liggende i København. Byggegrunden blev senere solgt til Hans Mortensen, som opførte et Tuborg depot i 1975.

Jeg var imidlertid blevet rigtig glad for min grund, som lå her i Ramløse i naturskønne omgivelser, og jeg glædede mig til at få opført et hus på stedet. Jeg skrev kontrakt med et typehusfirma i 1971, og huset stod klart i 1972. Der var nogle få huse opført først på vejen, men ellers virkede det, som om jeg boede helt ude på marken. Men der gik kun få år, så var der naboer på tre sider.

Nu skulle jeg tidligt op og med bus og tog til København for at passe mit arbejde. Men det gik rimelig godt. Jeg brugte Gribskovbanen og Carl Hansens busser, og der var kommet S-tog til Hillerød. Senere kom det til at hedde HT- området, og man kunne bruge det samme månedskort til den offentlige transport hele vejen ind.

Mine venner og bekendte mente, at jeg kom til at savne hovedstaden. De vidste, at jeg var ærkekøbenhavner og Zieglerfamilien havde boet mere end 5 generationer i København. De mente ikke, det var et liv for mig deroppe på bøhlandet, og inden for et par år, var de sikre på, at jeg var flyttet tilbage til København og det pulserende liv. Men sådan kom det ikke til at gå. København var for mig ikke længere væk end, hvis jeg savnede den, kunne jeg hurtig komme derind. Men der blev længere og længere mellem besøgene.

Mit møde med Ramløse var en helt ny verden.

Jeg kendte ikke en sjæl. Den første tid gik med at plante hæk og anlægge græsplæne, indkørsel osv. Jeg havde udsigt til Ellemosen og kunne se tre møller og tre kirker, en del gravhøje og Kullen i Sverige, når det var klart vejr. Det gik op for mig, at byen måtte være gammel, men blev alligevel overrasket over at den var ældre end København, og at den førhen havde været større end Helsinge.

En dag da jeg kom hjem fra arbejde, havde folk fra Helsinge kommune fjernet mindesmærket for Lars Pedersen på hjørnet af Frederiksværkvej og den gamle Præstevej. Jeg blev da nysgerrig. Hvorfor havde de netop sat et mindesmærke for ham? Ganske langsomt fik jeg opsnuset en del om Ramløses historie, som blev mere og mere interessant.

Det var for mig helt naturligt, at jeg gik med i en studiegruppe om Ramløses historie, som blev oprettet i 1981. Det var ikke meningen, at man skulle gå i dybden med de forskellige emner, men snarere at få skrevet ned, hvad de forskellige per¬soner kunne huske tilbage i tiden om byen. Jeg sugede naturligvis deres viden til mig.

Da Helsinge kommune havde købt Ramløse Mølle var det personer fra studiegruppen, der kom til at danne grundstammen i den kommende Mølleforening, som startede i 1984. Jeg blev foreningens første kasserer, og jeg sad på posten til 2000 og har været revisor siden.

Jeg kom ind som suppleant i Borgerforeningen i 1988 og blev næstformand året efter. Foreningen var en vigtig del af byen og havde etableret gadebelysning, fortov, kloakker, vand osv. Jeg endte som formand og trådte ud af bestyrelsen i 1999. Borgerforeningsarbejdet fik også betydning for mig personligt, da jeg her fandt min kone og fik et varig venskab med flere i bestyrelsen.

I forbindelse med de to foreninger fik jeg en stor omgangskreds og derigennem kendskab til, hvad der rørte sig i byen og ikke mindst, hvordan livet havde været for år tilbage i Ramløse.

Med mit møde med Peter Hansen opstod den tanke at få nedskrevet Ramløses nyere historie, og vi tog rundt og talte med folk og har overalt mødt stor velvilje.

Leif Ziegler